Vejle Kommune sætter skarpt ind for rygestop hos psykisk syge

Foto: Fotografnavn/Ritzau Scanpix

Vejle Kommune har i går styrket rygestopindsatsen for borgere i psykiatrisk behandling. Tiltaget bygger på tidligere erfaring, og er målrettet denne gruppe, fordi de ryger mere end gennemsnittet, selvom det kan gavne deres behandling at stoppe.

Af Laura Lucia Rebollar Bach 

Vejle Kommune har i går d. 8. marts endeligt vedtaget et tiltag, der skal styrke rygestopindsatsen inden for psykiatrien. Tiltaget er støttet af Sundhedsstyrelsen, der har bevilget knap 1,5 mio. kr. til indsatsen. 

Det er estimeret, at halvdelen af borgerne i kommunen i psykiatrisk behandling ryger. Desuden viser forskning også, at rygning bidrager til en tidligere død hos personer med psykisk sygdom. Det fortæller Rygestopkonsulent i Sundhedsafdelingen i Vejle Tina Staalsen Wagner. 

”Det er veldokumenteret, at borgere med en psykisk lidelse i snit dør tidligere end borgere, der ikke har. De dør, som oftest ikke af deres psykiske sygdom, men af en sygdom, der er relateret til, at de har en anden livsstil, altså fx at de ryger.”

Hun fortæller, at indsatsen er nødvendig, fordi den er målrettet en gruppe, der har et ekstra behov, og samtidig har et lige så stort ønske om at stoppe med at ryge som alle andre. 

Psykisk syge ryger mere

Vejle Kommune estimerer, at borgere i psykiatrisk behandling er 3 gange mere tilbøjelig til at ryge, , end dem der ikke er.  

Ifølge Peder Hummelmose, der er formand i kommunens Sundheds- og forebyggelsesudvalg, kan årsagerne være, at det giver dem en ro, og at det kan være en del af en selvmedicinering. Desuden mener han også, at borgerne påvirkes af det miljø, de færdes i. Fx er man mere tilbøjelig til at ryge, hvis mange andre på ens bosted gør. 

Han fortæller også, at psykisk syge ryger flere cigaretter om dagen, end den gennemsnitlige ryger. Men rygning har store konsekvenser for den psykiatriske behandling. 

”Hvis du bliver medicinsk behandlet for en psykisk lidelse, er det hæmmende for medicinens virkning, hvis du ryger. Ved at stoppe med at ryge vil borgere i behandling både kunne tåle medicinen bedre, og de behøver heller ikke få medicin i så store doser.”

Har god erfaring med rygestoptilbud 

De seneste år har Sygehus Lillebælt i samarbejde med Røgfri Fremtid kørt et forsøg, hvor de har spurgt patienter, der ryger, om de vil have en henvisning til et kommunalt rygestopforløb. Det har givet positive resultater, og antallet af borgere, der siger ja tak til et rygestoptilbud, er mere end tredoblet i Vejle Kommune. Det fremgår af sundhedsbudgettet i kommunen. 

Det er det samme forsøg, der nu overføres til den kommunale psykiatri.

Tina Staalsen Wagner er overbevist om, at indsatsen vil have samme effekt på det psykiatriske område, som på Sygehus Lillebælt. 

”Vi ved, at de har lige så stort et ønske om at stoppe med at ryge som alle andre. De har bare også sværere ved det. Derfor har det enorm betydning for dem, at de kan finde hjælpen der, hvor de bor eller kommer i forvejen.” 

Peder Hummelmose er også optimistisk og forsikrer, at tiltaget vil gavne langt ud over rammen for indsatsen, der løber fra 2021 til 2023. 

”Når først personalet er uddannet, vil de kunne yde den samme hjælp i fremtiden, selvom der ikke længere skal postes penge i.”