Vikarbureauer i Vejle løber stærkt for at tilfredsstille virksomhederne

Kilde: Due

Det er normalt for vikarbureauer i Vejle at have travlt på denne tid af året, men i år skal der løbes en anelse stærkere. De oplever, at virksomhederne har noget, de skal indhente.

Mads Oxlund Petersen

I Vejle oplever vikarbureauerne, at behovet for arbejdskraft til virksomhederne er større i år, end det plejer at være på denne tid.

Vikarbureauernes aktivitet følger virksomhedernes, og for mange bureauer er det normalt, at behovet for arbejdskraft til virksomhederne svinger i løbet af året.

For vikarbureauet Work4All i Vejle plejer marts måned at være en travl måned for bureauet, som især leverer arbejdskraft til entreprenører og håndværksbranchen. Men i år oplever de, at behovet overstiger forrige år:

”Vi har virksomheder, der bestiller tre vikarer i stedet for én, og det plejer vi ikke at have på den her tid af året”, fortæller salgschef Jørgen Schober.

 Work4All oplever, at de skal løbe stærkt for at følge med behovet fra virksomhederne, fordi det overstiger det niveau, de er vant til:

”Spørgsmålet er, om vi kan finde al den arbejdskraft, der er brug for.”

Hos AN-Vikar i Vejle oplever man også, at behovet for arbejdskraft stiger. Bureauet leverer arbejdskraft til logistik- og lagervirksomheder, og kommerciel direktør, Henrik Skovgaard, peger på, at den begyndende genåbning af samfundet er en del af årsagen:

”Nogle af vores kunder, der ikke har haft brug for vores folk i corona-tiden, bruger nok syv nu. Når samfundet begynder at åbne, så kan vi absolut mærke en forskel i efterspørgslen fra virksomhederne”.

På jobcenter Vejle oplever man også vikarbureauernes stigende aktivitet, og man er lige nu i gang med at arrangere webinarer til de arbejdssøgende, så vikarbureauerne kan fortælle, hvor på arbejdsmarkedet der mangler arbejdskraft.