Syddanmarks sidsteplads: Vejle Kommune ligger i bunden, når det kommer til ligestilling i byrådene

Illustration af Hans Christian Blønd

Der er ekstra langt til ligestilling, hvis man kigger på Vejle Kommunes byråd, når man sammenligner med resten af landet. For nogle er det emne, som er på dagsordenen i forhold til det kommende kommunalvalg. Forsker tror dog ikke på den store forandring.

Af Hans Christian Blønd

19.4%.

Så mange procent var det, der var kvinder, som blev stemt ind i Vejle Kommunes byråd tilbage under kommunalvalget i 2017. Det tal er dog faldet yderligere, eftersom Socialdemokratiets Birgitte Vind blev valgt ind til sidste folketingsvalg. Hendes plads i byrådet blev efterfølgende givet til en mand.

Det har resulteret i, at kvinderne kun sidder på 5 ud af Vejles 31 byrådspladser.

Valgresultatet fra 2017 satte Vejle på en sidsteplads blandt den syddanske regions kommuner, når det kommer til antallet af kvinder i byrådene.

Man skal heller ikke rejse langt, før man kan se en langt mere lige fordelling. I byrådene i nabokommunerne Fredericia og Kolding finder man, at henholdvis 42.9% og 40.0% af medlemmerne er kvinde.

At der er så stor forskel mellem trekantsområdet kommuner, kan ikke forklares af logiske grunde. Det mener kommunalforsker Roger Buch, som er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:


”Der er ingen god forklaring på, hvorfor nabokommuner, som umiddelbart ligner hinanden, har så stor forskel. Men der er ikke noget usædvanligt i, at der sidder færre kvinder i et byråd.” 

Tabel af Hans Christian Blønd

Socialdemokratiet: Vi har et ansvar

Placeringen på listen ærgrer Socialdemokraterne i Vejles formand, Mathias Kring Niebuhr:

“Ideen i vores parti er, at vi skal repræsentere så stor en del af den brede befolkning. For at det kan ske, skal vi have en så stor variation som overhovedet muligt.” 

Socialdemokratiet sidder på 11 af de 31 byrådspladser, men kun én af de 11 er på nuværende tidspunkt en kvinde. Derfor er de også i gang med at gøre, hvad de kan for at få en større ligestilling i byrådet til det kommende kommunalvalg:

”Vi må erkende, at vi ikke har haft et stort nok fokus på at skabe et byråd med diversitet. Førhen har vi måske tænkt, at det bare ville ske af sig selv. Men det må vi ikke tro. Nu arbejder vi os mod et mere repræsentativt byråd. Vi har fået flere kvinder på listen, og så gør vi det vi kan for få alle frem i lyset”, siger Martin Kring Niebuhr. 

Tabel af Hans Christian Blønd. Kilde: www.noegletal.dk

Venstre: Naturens gang

Spørger man formanden for Venstres lokalparti i Vejle, René Jensen-Iversen, så er det op til vælgerne, om der skal være en lige repræsentation eller ej: 

”Vi ser det ikke rigtig som et problem, så vi har ikke slået ned på. Der har været en del kvinder, som har stillet op for os. Men hvis vi stiller 15 mænd og 15 kvinder op, men kun mændene kommer ind, så er det jo vælgernes beslutning. Det kan vi ikke få indflydelse på.”

Hvorvidt kønsfordelingen byråd og kommunalbestyrelser kommer til at ændre sig synderligt efter det kommende kommunalvalg, tror Roger Buch ikke på. Hverken i Vejle eller på landsplan:

”Når det kommer til køn, så er der en systematik blandt partierne, som ikke bare er en tilfældighed. Og det skaber ulighed. I visse partier, særligt de mere højreorienteret, er der bare en større repræsentation af mænd, og det kommer vi nok også til at se få en indflydelse i det kommende valg.”

Tilbage i 2017 var 29.2% af de opstillede i Vejle Kommune kvinder, hvilket var lige under landsgennemsnittet på 31.7%.