Nyt handicaptoilet er muligvis på vej til Vejle Kommune

Foto: Fotografnavn/Ritzau Scanpix

Dansk Handicap Forbund har rettet en henvendelse til Vejle Kommune, hvor de inviterer kommunen til at deltage i et projekt med nye handicaptoiletter. De nye toiletter er anderledes indrettet med flere hjælpemidler, og de skal i første omgang gavne mennesker med omfattende bevægehandicaps. 

Af Alberthe Mackensie Højmose

Projektet er etableret, fordi man i Dansk Handicap Forbund har oplevet en utilfredshed med kvaliteten af handicaptoiletter. ”Dansk Handicap Forbund har en undersøgelse, der viser, at blandt dem med det såkaldte omfattende bevægehandicap siger 95 procent, at de nuværende handicaptoiletter er utilstrækkelige,” siger Stig Langvad, projektkoordinator i Dansk Handicap Forbund.

Derfor har forbundet henvendt sig til bl.a. Vejle Kommune. Derudover har 24 andre kommuner i Danmark også modtaget en invitation. Hvorvidt Vejle skal deltage i projektet, skal først og fremmest drøftes på et møde i kommunens Tekniske Udvalg. 

Projektet handler konkret om, at man med nye handicaptoiletter vil gøre det nemmere for mennesker med omfattende bevægehandicaps at bevæge sig på tværs af landet og rundt i egen kommune. 

Manglende toiletter skaber utryghed

Stig Langvad udtrykker, at de i forbundet oplever en større efterspørgsel fra medlemmerne på aktiviteter udenfor deres egen kommune. Hvorvidt der er tilstrækkelige muligheder for et toilet, mener han kan afgøre, om en borger med et omfattende bevægehandicap tager afsted eller ej. 

”Det bør ikke være tanken om at skulle på toilettet, der skal afholde nogen fra at deltage i noget. Hverken børn, unge eller voksne,” understreger Stig Langvad. 

De nye handicaptoiletter adskiller sig på flere områder fra de gamle. De skal være større, så der er plads til større elektriske kørestole og potentielt to hjælpere. Toiletterne kan hæves og sænkes efter borgerens behov. En loftlift skal hjælpe, når man skal flytte borgeren fra kørestolen, og en justerbar båre skal sættes op, som borgeren kan ligge på. Til sidst skal der installeres en bruser. 

Åbenhed overfor projekt

Planen var, at projektet skulle diskuteres på Teknisk Udvalgs møde tirsdag d. 9 marts, men grundet travlhed blev punktet udskudt til et kommende møde. Alligevel har det været muligt at få en kommentar fra formanden for Teknisk Udvalg, Gerda Haastrup Jørgensen (V), som umiddelbart forholder sig positiv. 

”Det taler godt ind i, at vi gerne vil gøre vores kommune tilgængelig for alle,” udtaler hun. Gerda Haastrup Jørgensen kunne godt forestille sig, at det var en god idé med de nye handicaptoiletter. Hun ønsker, at der bliver inddraget flere aktører i kommunen som f.eks. handicaprådet og handicaporganisationer. 

Der er ikke taget nogle endelige beslutninger i kommunen endnu, men hun melder, at de vil tage henvendelsen alvorligt, når udvalget engang samles.